Oktober
af Lis Stoksted
Efterårets dronning -
Stadig en skønhed!
Med de smukkeste farver,
Der lyser og gløder
Med rester af bær og af blomster.
Med regnvejr og rusk
Og nødder i hver en busk.
En rask tur i skoven,
Med solen, der skinner
Og gi’r varme og glød i mine kinder.
I jordbunden det kribler og krabler.
Fuld af biller og larver.
I stuen knitrer ilden i ovnen.
En bog ligger klar og venter
På læserens spændte blik
Over en skoldhed drik.
OKTOBER
Efterårets dronning!
Lis Stoksted
november 2009
Oktober
af Hanne Nordentoft
Lav sol – spindelvæv fulde af dugdråber om morgenen, staudernes gløden i et desperat forsøg på at trække opmærksomheden
til sig – bladdrys fra birken – skove med blade i skriggule, brune, røde, dybtgrønne og endnu flere nuancer – jord der
lugter af svamp, mos, lav og begyndende forfald - rygge, der bøjes over spaden, der planter om og flytter, forbereder
den ny sæson – krukker med visne vækster fyldes med grene og krysanthemum – lyset mindskes.
Dagene bringer tid til eftertanke og minder om det, der ligger langt bagude.
Hos mig var den store begivenhed den årlige efterårsferie hos farmor og farfar ude i det jyske højland. En længere
togrejse var en forventningens tid og brugtes til at skrue gensynsglæden med fætrene op. Den glæde blev aldrig skuffet.
Vi børn blev sat i gang med nogle sysler vi kunne klare efter alder og kræfter og så legede vi bagefter på livet løs i
skoven nærved gården Huler blev bygget, tove spændt ud mellem træer og faldefærdige broer lagt over den lille bæk.
Men den daglige begivenhed var skumringstimen, farmor kaldte det mørkningen der faldt på. Så skulle vi stille i den lille
stue med vinduet ud mod skovbrynet. Alle sad roligt nu. Selvom musklerne havde været i brug hele dagen og endnu dirrede,
var roen en bydende nødvendighed. Farfar sagde, at alle skulle kede sig lidt hver dag – så blev der tid til at tænke selv,
til at huske til at falde til ro.
Drenge kan have svært ved at ræsonnere sig til sandheden i det han sagde. Gentagelsen fik visdommen til at sidde fast.
Tak for ordene, farfar.
Farfar tændte efter en stund sin pibe efter dagens arbejde og sad stille og så ud af vinduet, det hændte at vi måtte
fjerne piben, hvis han faldt i en kort slummer. Imedens hørte vi de velkendte lyde fra køkkenet: rugbrød blev skåret i
skiver, rullepølsen lagt på brættet, spegepølsen trillede en omgang og rester af dagens middagsmad anrettet på et lille
fad. Mælkekanden sat frem og farfars maltøl. Der blev postet vand i en kedel til teen. Klirren af bestik og tallerkener.
Maverne føltes tomme og beredte sig til bordets glæder.
Når farfar var til det, kom belønningen for skumringstimens stille stund: historien om landet, vi levede i og de mennesker
der var engang. Farfar fortalte knapt men levende og vi var alle overbevist om at det var hans personlige erindringer,
hvad enten det var fra vikingetiden eller fra hans samtid.
En lille fortælling, jeg specielt husker, var om den gamle kone Ane og hendes tur til marked. Hun stod ganske alene og
strikkede på sine strømper, koen gumlede og der foregik en masse handel omkring hende. Hun rørte sig ikke ud af pletten –
var bare hos sin ko. Koen var til års men fejlede intet. Venlige folk spurgte hende hvor meget mælk den gav og svaret var
tydeligt godt – de spurgte hvad den skulle koste og svaret var kort: hun er ikke til salg!
Den ene efter den anden gik bort med undren – efterhånden samlede folk sig i små klynger for at få at vide, hvad prisen
kunne være? Var det en speciel ko? Hvorfor var hun der på marked uden at røre sig til en god handel?
En mand spurgte hende mere direkte om alt dette – en anden henvendte sig igen og således gik det til, at hun til sidst
måtte samle sit strikketøj, tage koen i tøjret og berede sig på at forlade markedet. Den lille kone kunne ikke klare
den tydelige mistænksomhed. Hun sagde da farvel til folk med ord som: Jeg vil ikke noget galt, bare have lov at være
her. Vi bor jo så ensomt længst ude og hun ser aldrig en eneste ko eller andre mennesker end mig, så jeg ville bare
give hende en god dag. Men undskyld - og tak!
Og så trak Ane koen hjem til sin lille lod.
Senere, da jeg kom op i de højere klasser i skolen, læste vi Johannes V. Jensen og jeg genfandt historien om gamle Ane
og hendes eneste ko. Nej, jeg syntes ikke at farfar havde snydt os, fordi han berettede, som var det hans egen oplevelse
på et marked. Historier skal fortælles og fortælles - - måske forstår vi først humoren eller alvoren langt senere end da
vi hørte historien, men så har vi glæde af den flere gange.
Nu i 2009 oplever jeg ikke det samme som dengang og dog! Farverne og naturen er det samme, men der er flere adspredelser,
der tager min opmærksomhed i oktober: teater, biograf, kunstudstillinger - samvær med mange venner og interessante folk.
Desuden er jeg nu en af de gamle, som skal fortælle historien videre i skumringstimen - men gør jeg det? Historierne i tv
og på nettet er så mange, at konkurrencen synes helt uoverskuelig. Er der nogen, der vil lytte?
Historier kan fortælles på mange måder..
Lige nu vises en udstilling af en kunstner, der fortæller historier i sine billeder – det er Grethe Tranberg fra København,
Frederiksberg, skal jeg sige, som udstiller i Korup Sognegård.
Jeg vil prøve at beskrive et billede til mine børnebørn og til jer:
Jeg er lige her
Midt i verden
Hvilende i en båd
Omkring mig træer
Engle flyver - hvide og mørke,
Hvad vil de?
Jeg er i en flod,
Den lyse engel griber efter mig
Den mørke er bagved -
Jeg føler mig tryg
Dyrene elsker og kæler
Træernes farver gløder
Valmuerne luer gigantisk store
De lyse og de mørke
Begge er her lige stærke
Lige nærværende
Sol og flod
Træers skygge,
Her midt i verden
Er tryghed og fare
Og megen kærlighed
Hanne Nordentoft
2009
En skæbnefortælling
af Lis Stoksted
Det var en af koldeste dage i mands minde i Chicago – denne dag i januar 1903.
Vinden susede ned ad The magnificent mile, langs med floden Chicago – ordet udtalt tredelt med tryk på chi ca go, som de gamle indianere udtalte ordet. Der er ikke noget at sige til, at byen kaldes The Windy City.
Vandtårnet knejsede nu højt og synligt i gadebilledet, og snart var man ude på West Harrison Street, hvor han nåede ud ved 4 tiden om eftermiddagen. Han ville ud til Cook County Hospital for at blive undersøgt for de gener, han havde døjet med i nu meget lang tid. Han havde ikke været i stand til at passe sit arbejde, og han var begyndt at kaste blod op.
Der var derfor ingen vej udenom, og han havde tænkt, at han nok kunne komme ind derude, da der jo lige havde været en berømt dansk kirurg der. Christian Fenger, som var død året før, men som havde sat sig dybe spor i byen.
Lige overfor Cook County lå der en stor park, som senere – meget senere – skulle blive til parken omkring det navnkundige Malcolm X University.
Inden han fik tænkt meget mere over sin tilstand, faldt han om på fortovet, kastede en frygtelig masse blod op, og besvimede, mens han lige nåede at høre stemmerne, der råbte på hjælp og nogle, der råbte , at det måtte være den fulde mands egen sag!
Men han blev indlagt på Cook County, denne kolde dag i januar 1903.
Men hvem var han, og hvordan var han havnet der?
Han hed Bertel Nielsen, og han var 58 år. Han var født i Teglgården i Grønderup i Brahetrolleborg sogn i 1844, og hans forældre hed Niels Raun og Severine.
Han kom fra gode kår, om end beskedne kår, og han var en dygtig dreng, der ved sin konfirmation fik karakteren meget godt i både kundskaber og opførsel.
Men han var en urolig sjæl, der havde drømme om noget større, og han ville gerne rejse til Amerika.
Som de fleste arbejdede han rundt på forskellige gårde som tjenestekarl , og avancerede endda til møllersvend, inden han som 29 årig var klar til at rejse. Han fik rejsepas til 3 års rejse til Amerika, men han kom aldrig hjem igen.is
Han var en køn ung mand med brunt hår og blå øjne og almindelig af højde, 62 ¼ tommer. Han havde det godt med sine forældre og særlig en af brødrene, Jørgen Raun med hvem han korresponderede en del fra sit eksil.
Han fik som sagt udrejsepas og valgte at rejse via direkte udvandring, dvs fra Danmark til bestemmelsesstedet. Mange valgte indirekte udvandring, fx via Hamburg.
Hans bestemmelsested står opført som New York, men det var bare indgangsporten til Amerika. Om han har passeret Ellis Island, melder historien intet om. Han kom derover sidst i december 1873, og vi ved, han rejste videre til Michigan, hvor han fik arbejde som en såkaldt Lumber jack eller skovarbejder.
Af en eller anden grund er han rejst over Michigan søen og havnede i Kenosha, hvor han også fik arbejde i skoven.
Han skriver hjem i foråret 1874, at han har haft svært ved at få arbejde – har været arbejdsløs i en periode, og at han har mødt en af, ja, den yngste af lærer Lagonis sønner, som har slået sig ned som sælger af jordlodder. Lagoni har også prøvet at sælge ca 160 acres til Bertel, men han har ingen penge, så der bliver intet af den handel. Senere hører vi, at Bertel skriver hjem efter en arvelod, da han alligevel gerne vil have en jordlod.
Vi må tro, han får pengene sendt over, han køber sin jordlod, tror han, men denne Lagoni er en svindler, og han mister alle sine penge til ham, og får selvfølgelig ingen jordlod.
Han er nødsaget til at rejse til Chicago for at søge arbejde, men det er svært. Han er ensom, har ingen penge – så han kan heller ikke rejse hjem igen, og sproget er måske heller ikke så nemt at lære.
Han går så vidt, vi ved, fra job til job, synker dybere og dybere ned i ensomhed og elendighed, og så slår han sig på flasken, og opsøger de saloons, hvor der er udskænkning, og måske det, der efter et 1800 tals synspunkt er værre, sådan som han i et brev skrev hjem om, om en anden ung mand fra hjemegnen, som han havde mødt på sin færd i Amerika.
Vi ved ikke, hvor og hvordan han har boet, om han har haft en bolig, eller om han har måttet leve på gaden.
Vi ved ikke, om han fik venner derovre, men det tyder på, at han helt har opgivet at få en fremtid, for han skrev ikke hjem efter de første breve - i alle tilfælde har vi ikke set andre. Vi ved, at hans bror Jørgen opsøgte lærer Lagoni for at klage sin og Bertels nød over den Lagoni, der efter Bertels meldinger havde snydt ham. Der kom intet ud af det, hvilket man kunne sige sig selv, da faderen vel ikke kunne gøres ansvarlig for sin søns handlinger?
Der tegner sig et billede af den hjemløse, vi efterhånden ser så mange af i vores land eller del af Verden, og Bertel er vel rent ud sagt blevet dybt alkoholiseret, og at de blødninger, han led af, ikke var tuberkulose, men spiserørsåreknuder som følge af drikkeriet.
Han har altså ikke kunnet klare at blive integreret, og der var i alle tilfælde ingen, der hjalp ham til rette i det nye land.
Han, der havde så mange gode evner, men et uroligt sind, eller vel bare en ungdommelig trang til oplevelser, satsede og tabte alt.
Han døde 24. januar 1903 på Cook County Hospital i Chicago, og the coroner eller embedslægen skriver bare, at Bertel Nielsen døde efter at være blevet fundet blødende på gaden.
Sikken en skæbne, og jeg prøver stadig at finde flere oplysninger om ham, men det lykkes nok ikke. Grundlaget for min historie har jeg fra materiale, der er indleveret af familien til Gærup Skolemuseum. Jeg har været på Folkeregisteret i Chicago, betalt 5 Dollars for oplysninger, men aldrig hørt fra dem. Jeg har også været på Cook County Hopsital, hvor der ingen oplysninger var om min slægtning, men en stor mindeplade for denne danske læge Christian Fenger, der efter at have deltaget i den fransk – tyske krig, arbejdet København og Cairo tog til Amerika, hvor han fandt sin livsgerning netop på Cook County. Jeg var på et studiebesøg på Rush Presbyterian St Lukes Medical Centre, blot et par blokke fra Cook County på West Harrison Street – men der var en Verden til forskel mellem de 2 hospitaler – men det er en anden historie.
Lis Stoksted
2009
Livet og bilen
af Ove Johannes Neiendam
Bilen kan være en go' gammel ven
står der parat, kør' os ud – hjem igen.
Efter vort bryllup, vi føler os tryg,
lytter vi efter, ja, så sig'r den tillyk'.
Den slæber varer fra købmand og brugs,
skåner vor krop i det stormende sus,
eller i solskin man nyder en tur,
traver i skoven og hjemad retur.
Livet er langt, bilen er sport
heldig er den som har denne komfort.
Bilen og barnedåb, pyntet med flag,
børnehaveturen ligger nu bag.
Skolegang, ferier og konfirmation,
bilen blev vraget, til festen på kro'n...(tog en taxa hjem).
Endnu et bryllup, vi lånte den ud,
sløjfer, øldåser, den der stod for skud.
Livet er langt, bilen er sport
heldig er den som har denne komfort.
Den kører også når vi føler sorg'n,
hjælper os frem, efter kiste og vogn.
Verden er blandet med alvor og leg,
bilen den følger os alle på vej.
Livet er langt, bilen er sport
heldig er den som har denne komfort.
Ove Johannes Neiendam
2009
Min onkel Jens Peder
af Hanne Nordentoft
Jeg besøgte fornylig min gamle onkel Jens Peder, Han opfordrede mig til at tage med hen på kirkegården, hvor han en gang om ugen rev jorden og pillede lidt ukrudt op på det gravsted der bar navnet: Jens Peder Jensens familiegravsted. Han gav sig i lag med pillearbejdet og gav sig uventet til at fortælle mig om sit liv og sine koner, for gamle Jens Peder har været gift indtil flere gange. Han fortalte at han boede som ung mand ja, altså som ungkarl hos sin mor på gården – barndomshjemmet og blev noget af en ældre ungkarl, for han var tilbageholdende og ikke nogen ørn på dansegulvet, så han gjorde ikke bekendtskaber i sin egen aldersklasse. Men så blev hans moder ret pludseligt syg og da hun opfattede, at rask blev hun ikke rigtig mere, så begyndte hun at lede efter egnede ægtefæller til sønnen i sognet og også udenfor sognet. Der var ikke rigtig nogen der var interesserede i hverken ham eller den gård, der ville følge med. Den var heller ikke hverken specielt spændende eller moderniseret til de tider, de levede i. Jens Peder indså godt nok at det ville være gavnligt for hans fremtid at finde en kone til at forestå husholdningen, men var ikke rigtig glad for at skulle være sammen med sådan et kvindfolk dag og nat – hvad kunne sådan en ikke finde på, havde han tænkt.
En dag kom der dog en kone på besøg for at aflevere en pakke medisterpølse til hans moder, i stedet for blomster, som jo aldrig kunne nytte noget, når hun nu var blevet svag og det var svært at klare den daglige husholdning. Jens Peder var nødt til at klare den daglige madlavning, så den hjemmelavede medister var mere til hans gavn end til moderens. Konen havde sin datter med. Hun var stilfærdig og så sød ud, praktisk var hun og så ikke ud til at rynke på næsen af det gammeldags køkken.
Jens Peder tog sig gevaldigt sammen og spurgte om de to damer kunne tænke sig at komme igen, og jo, det kunne de da godt. Jens Peder fik mumlet nogle ord om gården og manglen på en god kone til at stå for den sammen med ham selv og til hans overraskelse blev han gift et par måneder efter.
Kort tid efter konstaterede han at når han arbejdede i stalden eller gik ude i plovfuren, så glædede han sig til at komme hjem til huset og snakke med sin kone. Han syntes det var svært hyggeligt at sidde en stund ved kaffen og udveksle sognenyheder eller bare gå sammen ud over jorden og glæde sig over solnedgangen, besøge naboer sammen og – være to om alting, ja, næsten alt, han selv var dog stadig den der tog de store beslutninger om forbedringer, salg af dyr, regnskaber og sådant, ja, sådan skulle det være.
Livet som gift var det bedste han nogensinde havde haft.
Når han tænkte tilbage, varede det kun alt for kort. Efter kun ti år døde hans kone efter meget kort tids sygdom. Han pegede på venstre side af gravstedet – her ligger hun, sagde han stille.
Efter at sørgeåret var omme, og huset var i mindre god stand end nogensinde tidligere, måtte han se sig om efter en husholderske.
Der kom da også nogle stykker, men egentlig valgte han ikke selv, der var én der tog fat med det samme, da hun så rodet og så gik det løs med skrubbe og kost og brun sæbe og hvad ved jeg, ja, hun blev da nødt til at overnatte og tage fat igen næste dag! Faktisk boede hun der efter kort tid og så var løbet kørt, de måtte jo hellere få papirerne i orden, og – hviskede han mellem tænderne, faktisk troede han, at det ville da være billigere med en kone end med en husholderske, for hun skulle da have en løn plus alt det andet et kvindfolk finder på at anskaffe.
Nå, han fortrød det såmænd ikke for huset blev det reneste og mest velholdte i hele sognet, og i den første tid sang hun så glad til arbejdet. Det var en fornøjelse at høre på, når han kom hjem fra marken.
Senere tog det noget overhånd, hun ikke bare sang, når hun skrubbede, hun sang også, når hun ville tale med ham, syede på et stykke tøj, ja alt foregik i en slags sang med mere eller mindre hjemmelavede melodier. Til sidst gik det ham på nerverne. Det var for meget, han søgte stille steder og kom til at elske stilhed og ro. Gik ind i laden og søgte tilflugt hos køer og får. Men hun fandt ham – og sang.
En dag satte han sig for at få gjort en ende på al dette syngeri – så da han kom hjem fra marken, begyndte han at synge ganske højt: det var en af de få sange han selv kunne, nemlig - Mallebrok kom hjem fra krigen i 1864, i 1864 og den er jo ganske enkel, så han fortsatte ganske uanfægtet uanset hendes udfoldelse af andre sange. Det blev en anselig timelang udholdenhedsprøve. Tilsidst stoppede Konen og sagde stønnende: hvad er det du laver?
Jeg synger, sagde Jens Peder.
Hvorfor bliver du ved?
Det gør du jo også, svarede han frimodigt.
De enedes efter en vis diskussion om at sangen fra hendes side skulle begrænses til sang til arbejdet, medens han var på arbejde i marken eller i laden, ellers ville han atter indlede en sangerdyst, næste gang med Simsalabim bambasaladusaladum. Konen led tydeligt under denne pålagte tavshed, men om det var det der gjorde at hun efter få måneder blev angrebet af en slem infektion og døde, ja, det kunne han ikke vide. Han troede dog ikke at det havde så dramatisk en effekt.
Atter stod han uden en huslig medarbejder, som han foretrak at kalde sine koner.
En rum tid nød han egentlig den genvundne frihed. Han begyndte at gå på kroen og spille kort, han gav sig i snak med andre folk og opdagede at det var helt rart at få et måltid på kroen, et par øller og være ungkarl, nej enkemand uden forpligtelser.
Alt gik godt indtil han en dag fik et uventet besøg af præsten, som ville se hvordan det gik ham.
Det var tydeligt at det ikke huede præsten at se huset i mindre proper stand end tidligere og det var i hvert fald ikke så heldigt at han tilbragte så mange ledige stunder på kroen eller hos mølleren, hvor der blev spillet kort og måske også hasard!
Onkel måtte erkende at husets status ikke var som tidligere i konernes tid. Han mente dog ikke at det kunne skade andre at han fik et slag kort – i sin ensomhed. Men ordene om ensomhed viste sig at være farlige, for nu sendte præsten ham det ene kvindfolk efter det andet på halsen og de kunne alle sammen gøre et hus i stand, var ugifte, kunne lave mad så han ikke skulle give penge ud på kroen og så fremdeles. Onkel havde følt sig så fortumlet som var han viklet ind i et garnnøgle og ikke kunne komme ud igen uden at kvindfolket havde strikket et par sokker først - en skønne dag stod han på kirkegulvet og gav sit ord til en enke med en søn på 8 år.
Han blev svært glad for drengen, Det var helt nyt for ham med et barn i huset. Ingen børn var det blevet til med de to første kvindfolk, selvom han da var gået til den med den første kone. Her kom der et lille smil med et skævt sideblik til mig. Sådan plejede han ikke at sige til den yngre generation.
Drengen blev også glad for ham. I tiden før vielsen spillede de forskellige spil sammen og han læste højt for ham. Dog kun de bøger som moderen billigede. Det viste sig ret hurtigt at alt liv i dagligdagen efter konens mening skulle gå efter visse ritualer:
Morgenbøn, om aftenen bibellæsning, aftensang og aftenbøn, og absolut ingen spillen kort hos mølleren eller på kroen. Så samværet med drengen blev mere og mere kortvarigt.
Det var en drøj overgang fra det frie liv. Men hun var dygtig, maden stod hurtigt på bordet og den smagte sandelig godt.
Selvom onkel gennem mange år havde lært at bøje af og vænne sig til nye skikke, så blev det gudelige dog en tand for meget. Sidde på kirkebænken blev han også nødt til, kunne dog undslå sig når regnen truede og høsten absolut skulle ind. Eller når en ko skulle kælve, dyrlægen var på vej,
dørlåsene skulle repareres. I blandt ønskede han sig nogle overhængende farer, så han fik et pusterum fra salmesang og prækener.
Om jeg syntes ringere om ham af den grund? – jeg kunne kun ryste på hovedet.
Som tiden gik og drengen blev ældre, fandt de sammen i en slags holden med hinanden mod moderen. Det gik dog slet ikke at tage ham med på forlystelser som kroen, men de kunne finde på at arrangere nogle udflugter til steder, man bør se og så fik de sig megen god snak og faktisk en øl! De skulle bare passe at skylle munden godt og spise persille, (det tager lugten af øl!) inden de kom hjem fra udflugten.
Drengen kom i lære og så var han alene på skansen. Nu gik hun helt over gevind med højtlæsning af bibelen. Tilsidst strakte det sig over tiden fra aftensmaden til aftenskaffen og så igen til han faldt i søvn.
Nogle naboer kunne se at han trængte til andet selskab og fik ham lirket ud af døren og hen til mølleren til et slag poker, det gentog sig, og han fik mod til at sige fra og gå på kroen og få en tår øl eller to – men hjemme fik han læst og påskrevet at han var hjemfalden til helvedes pinsler og skulle love bod og bedring her og nu. Alt dette hørte han på i det der syntes en evighed – så til sidst hævede han røsten, så man skulle tro at helvedes porte åbnede sig, og meddelte kort og godt at han gik på kroen og til mølleren, som det passede ham, og at hun kunne gå med og se, at det var ikke den store syndighed, der udfoldede sig. Kvindfolket, ja konen altså, ville nu at han skulle tale med præsten og høre bibelens ord om spil og djævelskab, og efter lang diskussion blev det til at hun kunne læse bibelen i fred så meget hun lystede men kun højtlæsning en time om søndagen, og så skulle hun gå med én gang til mølleren og én gang med hen på kroen. Der fandtes jo også andre koner der kom der.
Det gik – det gik – men lige som det egentlig gik allermest fredeligt, fik hun en alvorlig infektion og der var ingen kur, så atter var han enkemand. Tredje gang...
Der blev en lang pause.
Jeg kendte lidt til hans livshistorie fra min mor, så overrasket var jeg ikke. Men så kom hans næste replik:
Nu er jeg så ved vejs ende med mine ægteskaber – flere skal der ikke blive – jeg er til års, som du ved og kan se, jeg er i sandhed ved vejs ende. Nu mangler jeg blot at tale med graveren - jeg vil at han skal love mig at min kiste skal lægges tværs henover de tre kvindfolks kister. Så er der ingen af dem, der kommer efter mig hverken i himmel eller helvede.
Og med disse ord forlod Jens Peder mig og gik med små stive skridt hen til graveren.
Hanne Nordentoft
2009
Jørgen og Olga
af Hanne Nordentoft
Hun går på den travleste gade i Moskva, ganske alene, ganske uvirksom.
Solen brænder, folk går i slentretempo, bilerne ræser af sted i det
sædvanlige tempo, de dyre med aircondition, de andre med vinduer nede
og albuerne ude for at fange lidt træk.
Hvor går hun hen? Ikke til et arbejde, ikke til et rigtigt hjem, -
til en tante med en ekstraseng, her i landet et nødvendigt tilflugtssted
for uddannede folk uden muligheder for at udnytte evner, uden økonomisk
support, uden venner med indflydelse – her er hun – uden fremtid i det
land hun er født til at leve i.
Hun dasker ind på en cafe, en øl, kold og nærende vil kvikke hende op.
Der er en del turister, hun hører engelsk, det sprog kan hun rimeligt godt.
En mand nærmer sig, hans skuldertaske hænger ud og rammer hendes ølglas
--- gulvet er ikke af skumgummi, når hun at tænke med et strejf af humor.
Øllet har vædet hendes nederdel, der er ikke mere i glasset, ikke mere at drikke.
Turisten bøjer sig angergivent mod hende og --- sorry, sorry, can I buy
you another drink? Yes, please - og et øjeblik efter er de i samtale ved samme bord.
Han hedder Jørgen, hun hedder Olga. Han har eget firma i Danmark og er på
en sjælden ferie, vil gerne opleve lidt usædvanligt. Det er ikke almindeligt
at feriere i Rusland – endnu – så han får endelig noget at fortælle vennerne,
når han kommer hjem.
Han er omkring de 50 (lidt over?) – har altid været så optaget af sin travle
virksomhed og nogle fritidsinteresser, så ungkarletilværelsen har efter hans
mening været den eneste mulighed.
Hun fortæller at hun er ingeniør, uden job, venter ikke at få noget i nær fremtid.
Hun er "fri", sidst i tyverne – cirka.
Det slutter ikke her på cafeen:. Resten af Jørgens ferie centrerer sig om ture
i byen med Olga og der er planer om flere besøg i det STORE Rusland og det lille
Danmark.
Jørgen vender tilbage, og efter relativt kort tid enes de om at flytte sammen,
gifte sig når papirerne er i orden og nyde livet i Danmark, hvor han fortsat
har sin lønsomme virksomhed, en villa med plads til en til, en bil, sejlbåd og
en god ballast i banken.
Der lægges ikke planer for hendes fremtidige erhverv – hun kan være livsnyder,
høre operaer på musikanlægget, hjælpe ham med at lægge ungkarlevaner om "de er
så svære at håndtere som nedgroede tånegle", mener han, men han ønsker ærligt at
lægge sin livsstil om og få et liv i tosomhed. Måske få ny venner – senere sælge
sin virksomhed og bare være til .
Olga føler for første gang i sit liv et blad er vendt i hendes livs ensformige
dagbog. Hun indretter sig med legende lethed i sit nye hjem, kokkererer, køber
lystigt ind, går i teater, lærer et gebrokkent dansk, men er gladest for engelsk
og interesserer sig meget for sin mands virksomhed.
Forår og sommer er tiden hvor sejlturene og fiskeriet er Jørgens hovedinteresse.
Vennerne og folk omkring ser med velvilje på Olga, som følger med overalt, ses
styre ud af fjorden, medens Jørgen gør fiskegrejet klar. Turene er lange og
overnatninger i båden slet ikke sjældne. Et lille musikanlæg er medbragt til
begges glæde, og i sensommeren inden båden skal lægges op for vinteren, nydes de
sidste ture ture med tykke sweatere, god mad og – VODKA til ære for Olga.
Det er blevet en fast skik i Jørgens og Olgas liv at svælge en vodka før middagen.
En lørdag morgen sejler Olga og Jørgen ud gennem fjorden, ud på en længere tur,
maden er pakket til nogle dage, og husets planter er vandet som til en ferie.
Katten ser naboen efter.
Mandag morgen ses Jørgen ikke på vej til arbejde, men det lægger naboerne ikke
så meget i, de er jo på "langfart", så de tager bare en dag til i det fine vejr.
Senere på dagen gør andre sejlere iagttagelser. Ude på Kattegat driver en båd
om - solen skinner, vinden er sløv, sejlene basker, båden er tydeligt udenfor kontrol.
Andre sejlere har bemærket den på afstand, men først hen under aften kommer en
motorsejler så nær, at man hører råb om hjælp, en kvindestemme er det.
Det er Olga, som nu er alene ombord, på halvt engelsk, halvt dansk fortæller
hun at hun og hendes mand sejlede ud lørdag morgen, nu er det mandag aften.
Da hun lørdag eftermiddag var gået op på dækket fra kahytten, var hendes mand
ikke længere ombord. Han måtte være snublet over en tovende, hans svømmevest
lå i kahytten, den havde han ikke på, for det var jo fint vejr og ingen
voldsomme bevægelser i båden.
Hvornår det var sket, kunne hun ikke vide. Hvor? Nej, hun var i kahytten
og hørte en nyindkøbt CD med opera – den spillede ret højt.
Olgas ansigt var ubevægeligt og hun virkede meget anspændt. Det var ikke
underligt i betragtning af situationen.
Søværnet gennemsøgte området, som ventet uden held. Hvordan overleve mere
end et døgn, snarere to døgn i åbent hav uden svømmevest? Havet virker
uoverskueligt og båden havde drevet rundt uden sødygtigt mandskab.
Der blev søforhør, politiet undersøgte Olgas søkundskaber.
Moskvitter har traditionelt ikke meget kendskab til havsejlads, men
naboer og folk fra sejlklubben hævdede at hun flere gange var set ved
rorpinden i hvert fald på vej ud af fjorden. Hun hævdede at sejlene
kunne hun ikke klare at sætte korrekt og var derfor drevet om –
luckily var vinden kun få sekundmeter, så egentlig var hun ikke
panikslagen, kun dybt bekymret for sin mand, specielt da hun fandt
hans vest i kahytten.
Efter en passende tid blev hendes mand erklæret forsvundet, sandsynligvis
druknet og skifteretten trådte i funktion. Da Jørgen kun havde meget
fjerne slægtninge og ingen børn, var Olga enearving som hustru.
Dog var alt ikke problemløst. Sladder og hvisken i byen om den fattige
Olga uden fremtid, den velhavende Jørgen, en veltilrettelagt sejltur
med mad til flere dage, katten tilset, musikken højtspillende, men
det havde ingen hørt trods det faktum at lyd transmitteres uhindret over havet.
Ville hun blot arve da hun kom til Danmark for at ægte en velstående mand?
Sørgede hun overhovedet over tabet af Jørgen? Hendes ubevægelige
ansigt viste aldrig følelser - måske lige øjeblikkelig glæde over
en ny operaCD – eller de mange muligheder for indkøb i Danmark.
Hvad nu? Rusland eller Danmark??
Svaret kom hurtigt: da retssagen der fulgte de uafklarede spørgsmål
endte uafgjort og Olga var fri af økonomiske bekymringer, flyttede
hun teltpælene tilbage til Rusland, der var hendes sande hjem der
ikke gav hende brød på bordet trods uddannelse, til gengæld var
billigt og hvor hendes nyerhvervede formue ville strække rigeligt
til resten af hendes levetid – et liv med en lejlighed i et godt
kvarter, nye venner fra kafebesøg – ferier? Er der mere at ønske for en Olga?
Der lød en langvarig summen på fjordens bredder af ubesvarede spørgsmål…
Hanne Nordentoft
2009
Sangportræt af Havdrup
af Ove Johannes Neiiendam
Melodi : Katinka , Katinka…
Gammel Havdrup er stadig en landsby som før
med kirke og flittige bønder.
Stationsbyen Havdrup (en mose nu tør) (Ulvemosen)
blev større, men ikke just køn're.
En skole blev bygget, til ris og maner'
en sko'mar og slagter og så en barber
et menighedshus hvor de fromme de ber'
Et sogneråd styred' det hele.
1940-54
Ens barndom står altid i lyserødt skær
trods krigen som truende skygge.
Med fattigdom, afsavn var tiden jo svær,
vi følte dog tryghed og hygge.
Dengang var der vinter med snevejr og is
vi kælked' og skøjted', fik ny energi
snebolde og kampgeist ku' børnene li',
En snemand ku' holde en måned.
I skolen sad vi ved en pult på en bænk
Hr. Pedersen var førstelærer.
Lærer Horsted og Heldorf var fast element
Lidt gammeldavs som de sku' være.
Vi lærte at regne og fik grammatik
i fritiden gik vi til holdgymnastik
sportshallen var rammen om al atletik
I forsamlingssalen gik dansen.
Min morfar var landmand og farmor ham tro
Søn-dag-skolen var hans speciale.
Hans børnebørn stilled' hver søndag jo,jo
vi hørte ham synge og tale.
Vi lærte at ære vor far og vor mor
At Gud styred' livet, han stod ved vort ror,
mens Djævlen sku' sendes hvor peberet gror
Han præd'ken var ikke spor ked'lig.
Vi handled'i Brugsen en dunkel butik
med melsække, kaffe og kager.
Kartofler og rugbrød, men minimum slik
mens koks'ne sku' hentes på lager.
Jeg glæded' mig altid når jeg sku' derhen
med huskeseddellappen og kurven såmænd
jeg gav den til brugsmanden, han var min ven
Det hændte at jeg fik mig et bolsje.
Telefonen var opfundet, Havdrup Central
var centrum hvis nogen sku' snage
Fru Jacobsen, leder men hun var neutral
så ingen had' grund til at klage.
Ret tæt på der laved' de Hedebosko,
Bageriet, hvor brødkvaliteten var go'.
Tømmerhandel med savværk, som gav lidt uro,
Berømtest blev dog sko'mar'Nielsen. (108 år)
Havdrup F.D.F. - den første bestyrelse: Formand F.
Lundqvist (mormors søsters mand), repræsentant for K.F.U.M.:
John Andreasen, repræsentant for Samfundet: H. Chr. Andersen (morfar)
F.D.F'er i Borgen, det lå lige for
Chresten Larsen i mange år leder.
Mens Steen, svigersønnen, med lyslokket hår
komandered' i alle geledder.
Vi lærte at binde råknob på et tov
slå lejr og at sove i telt i en skov,
om bålet med snogbrød, vi laved' lidt sjov,
mens sangene styrked' moralen.
Se indre mission var et faktum dengang
økonomisk kulturlivets støtte.
Så Tholstrup, Andreasens, Lundqvist'es trang
beviser at ofre kan nytte.
Missionshuset skæbne: Ak det kom til kort
De agtede borgere er nu gået bort
men Borgen den står der, fungerer jo godt:
Lad det vær' symbolet på vilje.
Far Fred'rik, mor Else, de havde det småt
det ændred' sig dog efterhånden.
Fire unger i "reden", de klared' det godt
opdragelsen lå i tidsånden.
Vor fader var tillidsmand, - hobby var skak
Mens mor gik derhjemme, til møder og snak.
Familie og venner, joh alt gik i hak
Jeg mindes min barndom med glæde.
De fire "unger" er Agnethe (Nete),
Ove, Hans & Henning.
Ove Johannes Neiiendam
2009
|
